Tudedag!

Der var jo ingen der lovede at det skulle være let at adoptere to 3 årige drenge! Og det har det så heller ikke været i dag. Vi har haft drengene grædende og skrigende på skift - og når de har sovet har vi så selv grædt. Det er meget svært med sprogbarierren. Vi forstår kun lidt af hvad drengene siger, og de forstår ikke hvad vi siger. Kun de mest basale ting, heldigvis kan vi lege sammen, bade, synge, og kramme. Men det er som om at det i dag bliver mere virkeligt for os og for drengene at vi nu er sammen for alvor! vores tolk er god nok til engelsk men vælger ikke at fortælle os hvad drengene siger, og slår det hen med at sige "Det er jo børn, og det skal nok gå!" - så i eftermiddag vil eg stikke min microfon recorder op i hovedet på ham og tvinge ham til ordret at oversætte hvad drengene siger til os. Vi ved jo godt at de savner deres plejeforældre, men synes det er bedre at vi snakker om det med dem! - men pyyy det gør ondt i hjertet, når det barn man allerede elsker, kalder på en anden mor og far!!!